Our Blog - Alexa Peary

Nu er du gået bort, og den person, der har fyldt allermest i mit liv – på godt og ondt – er her ikke mere. Du var ikke nødvendigvis bevidst ond. Du havde bare ikke evnen til at være mor.

Jeg har ikke noget behov for hævn, jeg har ikke noget behov for medfølelse. Men jeg har et meget stærkt behov for, at dette tabu om mødre, der ikke kan elske deres børn, kommer frem i det åbne. Man skriver ikke noget grimt om sin mor. Men når nu det grimme foregår, så vil jeg bruge min historie til at bryde det tabu.

Du var et menneske, med mange egenskaber og facetter – som alle mennesker. Både positive og negative. Jeg vil beskrive nogle af dem for dig i dette brev. Både fordi det aldrig har nyttet at fortælle dig det ansigt til ansigt. Og fordi det er vigtigt at fortælle andre, der har haft det som mig, at de ikke er alene.

Karrierekvinde mor

Du har altid gået meget op i dit arbejde, og du har hele dit liv efteruddannet dig og påtaget dig større og større ansvar. Du opnåede også en flot karriere. Det betød så også, at jeg ikke så meget til dig i min barndom og ungdom.

Du overlod mig stort set til din mor i mine vågne timer, fra jeg var 4 år, til jeg var 12 år. Din mor var en dominerende despot, og jeg var hunderæd for hende. Hun slog ikke, men hun havde et kropssprog og et blik, der kunne skræmme selv krokodiller fra vid og sans. Hendes virkemiddel var psykisk terror, og den ramte hele hendes store familie – dig inklusive. Dine ældre brødre var flygtet, så snart de kunne – og så langt væk, de kunne.

Efter hendes død besluttede du, at jeg som 12-årig var stor nok til at klare mig selv. Du forsynede mig med tag over hovedet, tøj og de materielle goder i orden. Og så koncentrerede du dig om din karriere, dine venner og dine mange vekslende kærester. Lejlighedsvis tjekkede du mine karakterbøger, og lejlighedsvist viste du mig frem for dine venner, som guldbarnet, hvor fortællingen var, at jeg gjorde alt rigtigt og kunne alt. Hvilket du modtog anerkendelsen for som en selvfølgelighed.

Du fortalte selvfølgelig ikke, at du ikke anede, hvem jeg var sammen med hele dagen, eller hvor usikker jeg var på alting, fordi jeg ikke havde en guide til livet, men selv måtte finde ud af det. Jeg fik også en vane med at springe morgenmaden over, stjæle penge fra dig til at købe frokost hos den lokale bager i spisefrikvarteret, og ellers håbe på at der var noget i køleskabet om aftenen.

Glansbilledmor

Du havde et meget klart billede af, hvordan en perfekt datter skulle se ud. Som meget lille havde jeg lyst krøllet år, hvilket du elskede. På et tidligt tidspunkt blev mit hår mørkere, hvilket du nærmest tog som en personlig fornærmelse. Men helt galt blev da, da mit hår gik fra at være krøllet til at blive glat. Det overskred dine grænser. Så fra jeg var omkring 4 år gammel til jeg blev konfirmeret som 13 årig, da blev jeg sendt til frisøren hver 6. uge for at blive permanentkrøllet. Jeg hadede det. Jeg skulle sidde i flere timer med kemikalier i håret, og med håret rullet stramt op på hårde plasticspoler. Det gjorde ondt, det sved og det bed. For at få det billigere, aftalte du oven i købet med damefrisøren, at hvis de kunne tage mig ind imellem de andre kunder, så fik du rabat. Det vil sige, at jeg nogle gange tilbragte næsten en hel dag hos frisøren, hvor både de ansatte og kunderne dånede over den søde lille pige, der kunne sidde stille i så lang tid uden at brokke sig. De vidste ikke, at den evne havde du taget fra mig for længst. Jeg var din lille marionetdukke, der bare smilede sødt.

Du accepterede ikke fejl i billedet. Du havde overordentligt høje forventninger til mig, og du så ikke med mildhed på slinger i valsen. Du havde valgt en fremtid til mig, der i store træk var en studentereksamen, et år i udlandet, en universitetseksamen, et godt og velbetalt job og nogle børnebørn til dig.

Jeg var dig en evig skuffelse, fordi jeg ikke fulgte din plan. Jeg fik en studentereksamen, men det var med det yderste af neglene, og aldrig har jeg kedet mig så meget. Da jeg ikke ville på universitetet proppede du mig ind på en anden uddannelse, og da jeg var færdig med den fik jeg valget mellem to lærepladser, som du havde skaffet mig.

Børnebørnene fik du aldrig, hvilket du aldrig undlod at gøre opmærksom på, var den største skuffelse, jeg havde beredt dig i hele dit liv. Specielt hen over bordet til store middagsselskaber.

Jeg forsøgte spagfærdig at sige, at jeg havde skaffet dig 6 fantastiske stedbørnebørn, hvortil du replicerede, at det ikke var rigtige børn…

Det eneste, jeg gjorde godt, var at gøre karriere. Jeg blev arbejdsnarkoman og tog uddannelse på uddannelse, og gjorde det forrygende godt. Indtil jeg igen skuffede dig ved at hoppe fra min fine lederkarriere. Jeg forsøgte at forklare dig, at jeg ikke synes mine personlige værdier passede til den type job, jeg hidtil havde haft, og at jeg ville lave noget, der gjorde mig glad. Jeg kan stadig mærke din undren. Og specielt dine skuffede øjne, der sagde: ”Hvordan kan du gøre det imod mig!” Alting drejede sig jo om dig.

Svigermor

Der var noget sort/hvidt i dine holdninger. Specielt til andre mennesker. Herunder til mine kærester og mænd.

Som ung havde jeg den samme dejlige kæreste gennem 10 år, fra jeg var 15 til jeg var 25. Han var virkelig en redningsplanke for mig, og den første person, jeg kan huske, at jeg havde tillid til. Han er sandsynligvis en væsentlig faktor i, at jeg i dag er forholdsvist velfungerende, og ikke havnet hverken i fængsel eller på en psykiatrisk afdeling.

Du kunne absolut ikke lide ham. Først ignorerede du ham, grænsende til det groteske og senere tolererede du ham nødtvungent.

Jeg tror, at en af dine venner tog fat i dig, og foreslog, at du måske skulle prøve at se det positive ved ham. Han så jo ud til at holde, nu der var gået en 8-9 år. Du lyttede – så meget må man give dig – så en dag, du kom på besøg, stillede du dig ret foran mig i køkkenet, så mig stift ind i øjnene, og sagde: ”Ham der, Jens!” ”Ja”, svarede jeg afventende. Hvorefter det kom: ”Han er i det mindste altid ren!” og så marcherede du ud i min have, hvor du havde besluttet, at jeg skulle have plantet kartofler…

En anden af mine mænd, var en dybt karismatisk og charmerende mand. Dybt intelligent med et stort og ansvarsfuldt job og en masse autoritet og prestige, som han tog som en selvfølge. Du elskede ham fra første øjeblik.

Han var desværre også – på det tidspunkt – dybt alkoholiseret og lettere paranoid, og mit forhold til ham var som en rutchebanetur på speed. Ekstremt spændende og ekstremt udmattende. Jeg forsøgte at øffe lidt om, at jeg syntes, det var hårdt, hvilket du tog meget ilde op – for nu havde jeg da endelig fundet en ordentlig mand. Kunne jeg nu ikke bare lade være med at være så vanskelig!

Da jeg blev skilt med et brag efter fem år, og jeg gik ned med flaget psykisk af efterdønningerne, så svarede du med ikke at tale til mig i flere måneder. Du var dybt fornærmet og forundret over min opførsel. Resten af dit liv havde du billeder af ham hængende overalt, og omtalte ham i rosende vendinger overfor alle, der gad høre på dig. Det er dejligt, at du kunne lide ham, det kunne jeg også, men jeg havde brug for din loyalitet på det tidspunkt, ikke din fornærmethed.

Senere indførte jeg en kontrol af de mænd, jeg mødte. Jeg tog dem med hjem til dig. Hvis du kunne lide dem, så røg de ud!

Ufysiske mor

Da min far døde af et hjerteanfald, da jeg var 20, mens jeg var på ferie sammen med ham i Spanien, da ringede jeg til dig, og spurgte om du ville hente mig i Billund Lufthavn. Hjælpsomme mor sagde som altid ja, selvfølgelig, og kørte af sted.

Da jeg ankom, og satte mig ind i din bil, der vendte du dig om mod mig, og gav mig noget, der lignede et kram. Jeg stivnede fuldstændigt, og jeg kan huske, at min første tanke var: ”Adw, hvad laver hun?” Det var for mig en grænseoverskridende og yderst mærkelig opførsel.

Mange år efter, når jeg tænkte tilbage til det øjeblik og specielt på min reaktion, så slog det mig, at jeg slet ikke har nogen erindring om, at du på noget tidspunkt i mit liv har rørt ved mig, endsige holdt mig i dine arme. Du må have gjort det, da jeg var helt lille, men jeg har ingen bevidst erindring om den tid.

Da det blev moderne at kramme alt og alle hele tiden, da begyndte vi også at give hinanden et velkomstkram og et afskedskram, når vi sås. Jeg tror ikke, at nogen af os synes, det var specielt rart, men vores forhold så normalt ud, og det var vigtigt.

Historiefortællende mor

Du kunne godt lide, at fortælle vennerne om mig. Om mine resultater, min position, mine eksamener, mine rejser og meget om mit liv med den mand, du var så stolt af, at jeg havde.

Jeg blev nogle gange konfronteret med disse historier, når dine venner spurgte ind til mine storslåede meritter. Det var rigtigt gode historier. Det var bare ikke altid, at de var sande. Og hvis de var, så fik de en ekstra drejning, så de blev endnu bedre.

Jeg begyndte at undgå dine venner. Hvis jeg fortalte, at dine historier ikke var heeelt sande , så så du på mig med dine sårede og forurettede øjne, og spurgte mig, hvorfor jeg gjorde det imod dig. Og jeg kunne ikke lide bare at sidde og smile sødt, når de mere eller mindre pyntede historier fløj over kaffebordet. Jeg tror, at du selv troede på dine historier.

Centrum mor

Du havde det bedst sammen med andre mennesker. At holde en fest eller en frokost var toppen. Men også når du deltog i festivaler og koncerter, var aktiv i foreninger – både faglige og fornøjelige – var du i dit es. Du tog ansvar, og du arbejdede hårdt for fællesskabet. Du var altid god for en selskabssang og en tale, udarbejdelsen af et regnskab og et formandskab. Du var altid i centrum, altid værdsat.

Du holdt fast i dine venner gennem mange år, og du var ofte den aktive til at holde kontakt. Og du insisterede på, at jeg også var vild med store sammenkomster og et konstant rend af mennesker. Du opdagede ikke, at jeg som introvert og genert barn var seriøst ukomfortabel blandt voksne, der ofte var berusede, og altid var meget larmende. Du slog det hen som noget pjat, jeg skulle være med i centrum af det hele, og mit ubehag måtte jeg bare vokse fra.

Det var vigtigt for dig, at være i centrum. Ved alle lejligheder. Også ved mine lejligheder.

Til min konfirmation besluttede du dig for, at du ville hækle min konfirmationskjole. Et meget langt og uformeligt hylster af en slags råhvid kjole, der var tung som et ondt ord, og som gav mig røde udslet på armene og i halsen. Jeg forsøgte at pege på de lette og smukke kjoler, som man kunne købe, og som – vigtigst af alt – mine veninder skulle have på. Men nej, det kunne der absolut ikke være tale om. Da dagen kom, lagde alle de andre mødre og familiemedlemmer selvfølgelig mærke til monstrummet, samlede sig om dig, og var dybt imponerede over det store arbejde, du havde lagt i det, og roste dig behørigt. Og spurgte mig, om jeg dog ikke var glad og stolt over at have sådan en mor. Du kroede dig. Også ved den efterfølgende fest var du, dine forberedelser og din kjole i centrum, mens jeg følte mig glemt.

Da jeg solgte mit eget revisionsfirma til PriceWaterhouseCoopers som 36 årig, blev der holdt en reception for at fejre overdragelsen, hvor alt der kunne krybe og gå fra erhvervslivet i byen deltog. Du var af en eller anden grund på besøg, og blev selvfølgelig inviteret med. Du brugte det meste af eftermiddagen og hele aftenen på at fortælle historier fra min barndom og ungdom til et større hof af mine venner og forretningsforbindelser. I en stiv brandert. Selvfølgelig var der ikke meget sandt i det, men du fik din opmærksomhed. Jeg fortrængte hele begivenheden, og kom først i tanke om den mange år efter. Det blev ikke min dag, min sejr.

Gavmilde mor

Vi legede sådan en sjov leg, du og jeg. Den gik ud på, at du gav mig meget store og dyre gaver. Og så gav jeg dig meget store og dyre gaver. Og så gik du ud til dine venner og fortalte, hvad du havde fået af dit glansbillede af en datter.

Efterhånden forventede du endog meget store gaver, og at dine store ønsker blev honoreret, mens dine gaver den anden vej blev mindre og mindre – selvfølgelig med mindre, der var publikum på. Jeg tror, at det var en måde, at du følte dig anerkendt på. Du tjente penge nok til selv at betale for det, du ville have, så det var mere en sport for dig, tror jeg.

Ambitiøse mor

Jeg kom et år for tidligt i skole. Jeg var 6 år gammel, mens mine klassekammerater var 7. Jeg ved ikke hvorfor. Igen engang tvivler jeg på dine hensigter, så jeg gætter på, at årsagen var, at du kunne spare pengene til børnehaven. Eller også var grunden dit evige behov for at prale, og at have frembragt en datter, der var så fremmelig, at hun kom tidligere i skole, det kunne da godt bruges til at dupere vennerne.

Til gengæld har jeg hele min opvækst været den yngste i enhver sammenhæng. Da jeg også var ret umoden og uvidende om verden og livets mysterier, så var jeg jo uhjælpeligt bagefter og udenfor i stort set hele uddannelsesperioden. Til gengæld lærte jeg rigtigt meget af mine lidt ældre veninder – alt det du aldrig lærte mig, det fortalte de mig.

Jeg kan huske, at du var dødeligt fornærmet, da skolen frarådede, at jeg gik i gymnasiet fra 9. klasse eller 2. real, som det hed dengang. Men jeg er glad for at de stod fast. Gymnasiet var slemt nok fra 10. klasse!

Uansvarlige mor

Jeg brugte min barndom på at sidde med næsen i en bog eller være sammen med dyr. Bøgerne gav mig et liv med oplevelser og normalitet, og dyrene gav mig den kærlighed, jeg havde brug for. Ubetinget kærlighed og et selskab, hvor jeg var fuldstændig tryg og glad.

Da jeg var 13 år gav du mig en hest, og da jeg var 14 år gav du mig en hund. Jeg har aldrig fundet ud af, hvorfor i alverden du gjorde det, for du har aldrig givet efter for mine ønsker eller plagerier. Og du kunne ikke selv lide dyr, overhovedet ikke.

Måske er jeg for skeptisk, men du plejer at have bagtanker for det meste, af det du gør. Måske fik jeg de dyr, for at du kunne vise, hvor god og gavmild en mor du var udadtil? Eller fordi min moster eller andre overbeviste dig om, at det ville være en god ide, så jeg havde noget at beskæftige mig med?

Uanset hvad, så gjorde du det klart, at de dyr var mit ansvar. Fuldt og helt. Og jeg kastede mig glad over opgaven. Hunden var nem nok, jeg læste en hel hylde bøger om hundepasning, gik til lydighedstræning og passede og luftede den efter alle kunstens regler.

Jeg havde stadig et traume, fra da jeg var 5 år gammel og min undulat døde. Midt i min store og utrøstelige sorg dengang, så meddelte du mig irriteret, at det var jeg altså selv ude om, jeg kunne bare have husket at købe fuglefrø.

Du har altid været god til at tørre din egen dårlige samvittighed af på mig. Så var den jo væk. Men det gjorde mig endnu mere opsat på ikke at fejle – igen.

Med hesten gjorde jeg det samme som med hunden, men det var en større opgave. Specielt fordi du ikke mente, at det var nødvendigt at opstalde den på en rideskole, hvor der var hjælp at hente, men vi skulle finde alle mulige obskure folde, den kunne græsse på og steder, hvor den kunne gå i læ. Og der var pæn transport ud til alle stederne.

Derudover kom alle forhandlingerne og aftalerne med foderhandlere, hovsmede, dyrlæger, hø- og halm leverandører, samt transport af udstyr og hest. Der kom jeg som umoden teenager til kort, og måtte bede om hjælp. Den gav du mig så, men ledsaget af dynger af højlydt skuffelse og kritik. Kunne jeg da heller ikke finde ud af noget selv! Hvis du havde vidst, hvor besværlig og dum, jeg var, så havde jeg aldrig fået den hest. Og når regningerne kom, skulle jeg stå med hatten i hånden, for at du ville betale dem.

På et tidspunkt flyttede vi på landet til et sted, hvor jeg kunne have hesten i nærheden. Sikken en lettelse. Jeg byggede hestebokse i svinestalden, gravede hegnspæle ned, lavede elektrisk hegn og malede det hele gult. Der var jeg vel omkring de 16 år.

Alt var lige kommet på plads, da du kom hjem og begejstret fortalte, at du havde lovet en veninde, at jeg ville passe hendes to heste. Så havde jeg tre heste og en hund. Godt så. Men du kunne nu godt have spurgt!

Jeg fik ikke mere hjælp til dyrene fra dig af den grund, tværtimod. Nu havde du jo sørget for, at jeg havde en stald og en fold, så nu måtte jeg da kunne finde ud af det selv. Du lejede da også noget tid senere en lejlighed inde i byen, hvor du opholdt dig en stor del af tiden. Så var jeg alene igen. Det var egentligt ok.

Seksuelle mor

Som barn var jeg jo hos min mormor efter børnehave og skole, og hos dig om natten. Eller rettere, jeg var vist mest alene om natten. Jeg husker ikke så meget fra min barndom, men erindringen om at være alene, at være bange for mørke om natten, at græde uden at nogen kom, er tydelig. Min moster mente, at godnathistorier var godt for børn, så hun fortalte mig utallige gange eventyret om de tre bukke bruse, før jeg skulle sove – med det resultat, at jeg lå skrækslagen i min seng uden at turde røre mig, for den der skrækkelige trold lå selvfølgelig under min seng, og ventede kun på at æde mig.

Men fornemmelsen af at være alene, eller at kunne høre min mor, sammen med et andet menneske inde i stuen, er præget i min hukommelse.

Da jeg var lille, kunne jeg ikke komme ud af tremmesengen, og senere var døren til soveværelset låst. Jeg fandt senere ud af, at du enten var i byen, eller havde en mand på besøg. Dine behov var altid de vigtigste.

Efter din mor døde, tog du mig med på nogle af dine byture og værtshuse. Jeg lærte, at midaldrende mænd synes, at jeg var ret interessant, de ville danse med mig, røre ved mig og forsøgte at kysse mig. Og du brugte interessen til at score mændene, når min almindelige attitude af vrangvilligt pindsvin gjorde, at de opgav mig.

På et tidspunkt tog du mig med til en anden by, hvor du skulle møde en eller anden elsker. Han var ikke hjemme, eller ville dig ikke, hvorefter du scorede to mænd på en gågade, som vi havnede i et afsidesliggende sommerhus med. Du kroede dig og kurrede som en due, da én af dem spurgte, om vi var søstre. Helt ærligt! Jeg var vel 13 og du var så 39. Ingen ville falde for den – på nær dig.

Det var tydeligt, at der var en mand til hver. Min pindsvineattitude – og måske også det faktum, at jeg var meget ung, gjorde, at ”min” opgav, og jeg sad ret op og ned på en stol hele natten, mens jeg ventede på dig.

Din eneste kommentar, da vi tog hjem igen, var at du vrængende bemærkede, at jeg var for kedelig…

Økonomiske mor

Du har altid haft et godt øje til penge, og hvis du kunne få fingrene i nemme penge, så slog du til. Moral var ikke altid med i dine overvejelser.

Som da jeg fik en meget stor skatteregning for beregnet husleje af et hus, jeg ejede, og jeg fandt ud af, at grunden var, du havde flyttet din folkeregisteradresse til det hus med det ene formål at få et større kørselsfradrag. Skattevæsenet var ligeglad med, at jeg fortalte, at huset reelt stod tomt i de pågældende to år. Huset havde i deres papirer en anden beboer end mig, og uanset om jeg fik huslejen eller ej, så skulle jeg betale skat af det. Da jeg fortalte dig om den store opkrævning, så mente du ikke, at min skat var dit problem.

I de senere år før du blev syg, var du relativt tit på besøg hos mig i København. Ikke for at besøge mig, men fordi du skulle deltage i nogle arrangementer i en forening, du var medlem af. Du boede selvfølgelig hos mig, og jeg betalte flybilletterne for dig, fordi du klagede over, hvor dyrt, det var at rejse. Først meget senere fandt jeg ud af, at du havde fået både billetter og logi betalt af den pågældende forening. Da jeg konfronterede dig med det, var dit svar: ”Ja, var det ikke smart?” Stolt var du.

En anden lille ting var, at når du besøgte mig, så solgte du altid mine tomme flasker. Hvorefter du stolt fortalte mig, hvor mange penge du havde ”tjent”.

Ejende mor

Et af de principper, jeg fandt ud af, at du havde over for mig, var: ”Hvad der er mit, det er mit – hvad der er dit, det er også mit.”

Da jeg solgte mit hus i Danmark, og skulle have flyttet mine ting til udlandet, hvor jeg boede, da bad jeg dig om, at være til stede i huset, når der kom flyttefolk, der pakkede alt ned og fjernede det. Selvfølgelig ville du det. Du brokkede dig lidt over, at din lukrative forretning med befordringsfradraget så forsvandt, men du ville lukke dem ind.

Da jeg flere uger efter skulle pakke containeren med mine ting ud, så opdagede jeg, at der manglede en del ting. Da jeg spurgte efter dem, så fik jeg at vide, at dem havde du taget, for de passede så fint i dit sommerhus. Ok, så. Senere når jeg var i sommerhuset, viste du stolt mine ting frem og fortalte, hvor glad du var for dem. Dine venner syntes, at du havde en meget gavmild datter…

Jeg har tit spurgt mig selv om, hvorfor jeg dog ikke sagde fra, satte grænser. Men jeg har måttet indse, at det er jeg opdraget til netop ikke at gøre. Du har systematisk overskredet alle mine grænser gennem min opvækst, og hver gang fået det til at se ud som om, at det enten er helt naturligt, at du har ret til det, eller at det egentligt var min egen fejl, at det skete.

Jaloux mor

Jeg har ofte undret mig over nogle af dine udbrud af fornærmethed eller vrede. Specielt når jeg mente, at jeg havde gjort noget godt. Det tog mig lang tid at indse, at du var jaloux på mig. Jeg skulle finde den hårfine grænse mellem at foretage mig noget, som du kunne prale af, men ikke at foretage mig noget, der truede din magt og position.

Du ryddede op i mine papirer under et af dine besøg. Det var en vane, du havde, som jeg hadede, men heller ikke her kunne jeg finde ud af at sige fra. Du ville også bare reagere med dyb fornærmethed og en passiv/aggressiv attitude resten af besøget, så jeg orkede det ikke.

Nå, men under din sortering af mine papirer, fandt du min lønseddel. Du kiggede på lønsedlen, så kiggede du på mig, så kiggede du på lønsedlen igen, og så kom det fra dig: ”Det er du da ikke værd!” Godt så! Jeg var så vant til din kritik og din negativitet, at jeg ikke engang reagerede.

Besiddende mor

Der er ingen over eller ved siden af dig, mor. Ikke i din egen forståelse. Og specielt ikke i mit liv. Jeg tror, at du var ok de første par år af mit liv. Du havde brug for min uforbeholdne kærlighed, så jeg fik noget af din opmærksomhed. Og jeg var jo naturligt nok fuldt kontrollerbar den første tid.

Det ændrede sig, da jeg begyndte at vise, at jeg havde min egen personlighed. Det brød du dig ikke om, så det blev der slået ned på med det samme. Hele dit arsenal af kritik, påføring af skyld og skam, afvisning, ignorering, kulde, irettesættelse og vrede kom i brug for at holde mig i den kasse, som du havde afsat til mig. Kassen, hvorfra jeg ville forsyne dig med evig beundring, kærlighed, omsorg, underholdning og anerkendelse. Dig og kun dig.

Det virkede i mange år. Jeg var marionetdukken, som du styrede og kontrollerede, og som stillede op, når der var brug for den, og blev gemt væk og ignoreret, når der ikke var brug for den. Men da jeg nåede teenageårene, havde jeg nogle forsøg på at løsrive mig, jeg var vred, og jeg gik mine egne veje med et skuldertræk overfor dine protester.

Det første, du forsøgte dig med, var at true med at sende mig væk. Du kom hjem med brochurer fra en kostskole, som du ville sende mig på. Jeg blev jublende lykkelig. Jeg ville meget gerne på kostskole. De havde endda heste. Perfekt. Så blev brochurerne pakket væk, og vi talte desværre aldrig mere om kostskole.

Dit næste tiltag var at flytte. Du hadede at flytte, men tanken om ikke at have kontrol over mig, din ejendom, var nok til, at du tog skridtet. Vi flyttede så langt ud i den anden ende af byen, vi kunne, jeg skiftede skole, og mistede alle mine venner. Så havde du mig for dig selv igen.

Da jeg begyndte at finde nye venner, og jeg da også havde mødt min far igen, og tilbragte meget tid hos ham, og igen begyndte at bevæge mig væk fra dig – så flyttede vi igen. Denne gang langt ud på landet med begrundelsen: ”plads til min hest”. Denne gang var jeg færdig med folkeskolen og skulle i gymnasiet, så jeg mistede mine nye venner både fra skolen og fra lokalområdet. Da du fandt ud af, at jeg egentligt havde det fint ude på landet uden dig, og du sikkert også var træt af transporten, så flyttede vi igen. Igen til et nyt område, hvor jeg ingen venner havde.

Ekskone mor

Min far forsvandt ud af billedet, da jeg var 3-4 år. Jeg elskede min far overalt på jorden. Han var det eneste kærlige menneske i mit liv. Jeg er sikker på, at du og din mor var arkitekten bag, at han ikke bare blev skilt fra dig, men også forsvandt ud af mit liv. Vores familie er ikke til at spøge med, og du mor, tolerer jo ikke konkurrence om min opmærksomhed.

Jeg ved, at min far forsøgte at holde en kontakt med mig, men blev ikke bare afvist, men nærmest truet. Først da jeg var 15-16 år gammel, fik vi, via en modig veninde til dig, kontakt med hinanden igen. Det var absolut ikke med din gode vilje, men jeg var så stor, at du ikke mere kunne true mig til at makke ret.

Det var en stor gave at have ham i mit liv, for jeg lærte, at der var andre måder at være forældre på end den, jeg indtil nu havde været underlagt. Og jeg kunne se hans sorg over ikke at have været en del af mit liv. Desværre døde han, da jeg var 20, men jeg er stadig dybt taknemmelig over, at han overhovedet kom ind i mit liv. Men det skete kun, fordi der var et menneske, der vovede at trodse dig, mor.

For øvrigt sad vi en dag i hans sofa, da det begyndte at tordne og lyne meget kraftigt. Efter et tordenbrag, der rystede hele huset, og fik alt lyset til at gå ud, da så min far op i himlen og sagde: ”Ja, svigermor!” Vi havde aldrig talt om min mormor før.

Påtrængende mor

Jeg flyttede derfor hjemmefra, da jeg var 20 år – jeg flyttede ind i min fars hus, som jeg arvede. Jeg ved ikke hvordan, men du havde en nøgle til det hus, og du kom stort set hver dag, uanmeldt, gik lige ind og begyndte at vaske op, ordne have, kritisere indretningen eller mig eller min kæreste eller… Og jeg troede, at sådan skulle det være.

Nogle år efter solgte jeg huset, og købte et andet hus langt uden for byen. Dengang gjorde jeg det, fordi jeg var ved at blive kvalt. Jeg troede, at det var husets eller byens skyld. Først senere kan jeg se, at du var ved at kvæle mig i din insisteren på, at du var berettiget til at behandle mit hjem, som var det dit eget, og din insisteren på, at du ejede mig, fuldt og helt og uden undtagelse. Du havde jo født mig, så…

Det nye hus lykkedes det dig også at få en nøgle til. Jeg aner ikke hvordan. Du kom nu ikke hver dag, men du kom i stedet i weekenderne, flyttede dine ting ind i et gæsteværelse og fortsatte din opgave med at ordne opvasken, haven, mig og mine papirer. Og du inviterede dine venner derud, for nu var du jo der…

Et par år efter greb jeg et tilbud, jeg fik, om et job i udlandet. Et udland så langt væk, og så dyrt at rejse til, at du nu kun kom cirka en gang om året, men blev 2-3 uger. En enkelt gang kom du og din søster sågar uanmeldt, det mente I jer også berettiget til. Mit liv og mine eventuelle aftaler var jo uden betydning. Eller rettere, det var slet ikke med i regnestykket for din beslutning.

Det, jeg gjorde, var at forsøge at flygte fra dig og din uacceptable og grænseoverskridende opførsel overfor mig. Jeg brugte den metode, man kalder geografisk flugt. Jeg løste ikke problemet, men jeg forsøgte at komme væk.

Alzheimer mor

De sidste 10 år af dit liv har været en kamp. Du blev mere og mere glemsom, og du ændrede dig umærkeligt. Det var en grim tid for dig, for du var bevidst om, at du mistede overblik og intellekt. Og du er jo ikke typen, der lider i stilhed, når noget går dig på. Så vreden over ændringerne gik selvfølgelig ud over mig. Jeg havde begået den fejl, at være flyttet tilbage til Danmark.

Så kom tiden, hvor jeg måtte tage over. Og jeg blev en kombination af din kontrollant, din mor og projektleder på projekt: Få kommune, socialvæsen og sygehusvæsen til at hjælpe dig. Det tog et år, fra jeg indså, at jeg måtte tage ansvar, fordi du nu ikke længere kunne klare dig selv, og til du flyttede på et plejehjem. Et år hvor vi begge havde følelser og reaktioner uden på tøjet. Jeg skulle tage ansvaret for min ellers så tilsyneladende uendeligt stærke og selvstændige mor, hvilket var et voldsomt paradigmeskift i mit liv. Og du skulle lade dig tage af, du skulle lytte og have tillid til mig og mine beslutninger, hvilket var et voldsomt paradigmeskift i dit liv. Det gik ikke stille for sig! Du græd, du beskyldte mig for, at jeg ville sende dig i fængsel, du smed med inventaret, du gik i raseri. Da du flyttede ind i dit nye hjem, stak du af, når du kunne se dit snit til det, var af den absolutte opfattelse, at personalet var dine medarbejdere, og at du var der for at hjælpe dem, og stak dem ellers en lige højre, hvis de ikke makkede ret.

Til sidst fik sygdommen så meget overtaget, at du også overgav dig. Du blev mild og god og glad. Her var der endelig nogle mennesker, der tog sig af dig 24 timer i døgnet, som lyttede til dig, sørgede for alle dine behov, og som var uendeligt søde og tålmodige med dig. Du blev deres kæledægge, fordi du var så glad og nem. Jeg havde fået en glad og mild mor, der dog ikke længere kunne kende mig eller huske vores fælles fortid.

Jeg ved, at Alzheimers Sygdom er en hjernesygdom, hvor proteiner danner plak mellem hjernecellerne, og dermed langsomt sætter de normale hjernefunktioner ud af drift. Men nogle gange tænker jeg på, om det er en sygdom, der ubevidst kan vælges af et sårbart menneske, som en slags beskyttelse mod en uforståelig verden? Af et menneske, der har så uendeligt stort og uudtømmeligt behov for andre menneskers beundring, anerkendelse, opmærksomhed og omsorg.

Stærke mor

Du har altid klaret dig selv. Du har en fantastisk viljestyrke, en forrygende stædighed, og en arbejdsevne langt over gennemsnittet. Du har været enlig mor, og du har foretrukket at være alene det meste af dit voksne liv. Parforhold har aldrig været din stærke side.

I stedet har du lavet dit eget netværk, og fundet din egen vej til betydning og mening. Ikke uden et vist feministisk islæt. Du har vist mig, at kvinder kan klare sig selv, at vi kan alt, hvad vi vil – inklusive at fælde træer og banke et skur op på en mark. Der er ingen begrænsninger, hverken karrieremæssigt eller privat. Du har altid kun haft et fnys til overs for sætningen: ”Det kan ikke lade sig gøre!”

Du gav mig en opvækst, der kunne have nedbrudt mig, men du gav mig samtidig styrken til at overleve den, og ikke mindst urkraften, stædigheden og viljen til at få det bedst mulige ud af den. Og du var en rollemodel, som jeg kunne lære af. Lære både, hvordan jeg selv ville være, men også i endnu højere grad, hvordan jeg absolut ikke ville være!

Hvad nu, mor?

Du har nu fået fred, og jeg håber at din næste oplevelse – uanset, hvad den består af – vil blive fyldt med kærlighed. At du endelig vil vide, hvad kærlighed og empati er.

Og mig? Min livslange skyldfølelse er endelig ved at lette.

De evige spørgsmål er ved at fortage sig: Var det mig, der var noget galt med? Gjorde jeg det godt nok? Var jeg nogensinde god nok?

Nogle forlod dit liv med en hovedrysten. Andre priste dig i høje toner. Hvordan kunne det hænge sammen? Min forløsning kom fra et spørgsmål, som den livskloge præst til din bisættelse stillede mig: ”Har det ikke også noget med graden af forventninger at gøre?” Jo, selvfølgelig! Jeg er din datter, og jeg forventede, at du gav mig omsorg og kærlighed, og at du skærmede og beskyttede mig. Andre mennesker forventede ikke det samme af dig, de blev bare glade for det, du kunne give dem.

Uanset hvad, så har du været den vigtigste person og overskriften i mit liv. De første mange år forsøgte jeg at please dig, aflæse dig, finde ud af, hvad du ville have mig til, forsøge at undgå din kritik og din isnende tavshed, gå i dækning for din vrede. Jeg forsøgte mere eller mindre frivilligt at blive den person, du ønskede, at jeg skulle være. En person, du havde fuldstændig magt over og kontrol over, og som skulle give dig det, du havde behov for.

De næste mange år forsøgte jeg at gøre mig fri af dig, og af din prægning af mig. Jeg flygtede fysisk, psykisk, mentalt, og brugte alle redskaber, jeg kunne komme i nærheden af, på at hele de sår, du gav mig, og den forkvaklede person, du gjorde mig til. Jeg har brugt rigtigt mange år på at genopdrage mig selv, så jeg ikke gjorde ondt, hverken på mig selv eller på andre.

Jeg skulle lære at agere på mit eget liv og mine egne behov i stedet for at reagere på dit liv og på dine behov. Jeg skulle også lære, at kærlighed ikke er det samme som at tage andre mennesker som gidsler.

PS.: Jeg beder om, at I der læser dette, og som har kendt min mor, vil respektere hendes anonymitet. Hun ville have hadet at læse dette, ville slet ikke forstå det, og jeg vil gerne vise hende den respekt, at hun forbliver anonym.

PPS.: Som sagt er min formål med dette brev at fremme, at vi taler om de mødre, der ikke kan elske i stedet for at fortie det. Misforstået loyalitet over for mennesker, der ikke evner at elske, ikke evner at være forældre betyder, at der er børn derude, der lige nu lider, og som får deres liv ødelagt.

Vi, der har prøvet det, har brug for at vide mere, for at kunne forstå og acceptere vores opvækst, og derved rejse os over den. Alle I andre har brug for at vide mere, for vi har brug for, at I griber ind – eller i det mindste giver os et kram.