“Life is no ‘brief candle’ to me. It is a sort of splendid torch which I have got hold of for the moment; and I want to make it burn as brightly as possible before handing it on to future generations.” Georg Bernard Shaw, 1907

Det er interessant, at jo ældre jeg er blevet, jo mere tænker jeg over, hvad jeg vil have ud af mit liv, og hvad jeg kan give videre til andre.

Det er måske meget naturligt, at når jeg finder ud af, at jeg også – mod forventning – er dødelig, så skifter fokus til noget, der er lidt større end den daglige tunnel.

Da jeg hoppede fra mit prestigefyldte og velbetalte lederjob for 7 år siden, da gjorde jeg det, fordi jeg lovede mig selv, at fra nu af ville jeg kun beskæftige mig med noget, som jeg syntes var sjovt!

Det er de senere år ændret til, at det både skal være sjovt – og give mening. Det skal have et formål, for at det er rigtigt sjovt. Shaw siger også:

“This is the true joy in life: The being used for a purpose recognized by yourself as a mighty one. The being a force of nature, instead of a feverish, selfish little clod of ailments and grievances complaining that the world will not devote itself to making you happy”. (Shaw, 1903)

Hov, er der ingen derude, der gør mig lykkelig? Det har også været en øjenåbner. Da jeg var yngre, var jeg overbevist om, at jeg var centrum i universet. Min selvoptagethed var imponerende – om end ikke så tiltalende. Min eneste trøst er, at det er ret normalt for mennesker at være selvoptagede i de yngre år. Og sikkert også klogt i mange tilfælde.

Men at tro, at jeg var centrum for verden, og derved for alle andres handlinger, det blev jeg jo nødt til at kigge på. Specielt da verden og alle andre mennesker ikke lige havde læst den brugsanvisning for verdens sammenhæng! Der blev ikke sørget for mig, der var ikke nogen, der kom farende for at sikre sig, at jeg var tilfreds og lykkelig, og alle mine behov var opfyldt…

Det dæmrede efterhånden for mig, at det nok var mit eget ansvar. Øv!

Men så kom jo også den gode side ved denne kætterske tanke: Jeg er ikke afhængig af andre for at have det godt, det er udelukkende op til mig. Jeg kan vælge (!) om jeg vil have det godt og være glad for livet, eller jeg vil rode rundt i en offerrolle, og hyle op over, at jeg aldrig får, hvad jeg vil have.

Men hvad ville jeg egentlig have? Hvad var mening for mig? Det, jeg har fundet ud af på det seneste, er, at for at noget af det, jeg laver, skal give mening for mig, så er det nødt til at gå ud over nogen.

Det er ikke nok for mig blot at have det sjovt for mig selv, det skal kunne bruges til noget, det skal kunne bruges af andre. For at det giver mening for mig, skal det også gavne andre – mit samfund. Her er lidt mere Shaw:

“I am of the opinion that my life belongs to the whole community, and as long as I live, it is my privilege to do for it whatever I can. I want to be thoroughly used up when I die – for the harder I work, the more I live. I rejoice in life for its own sake”. (Shaw 1907)

Han kæder hårdt arbejde sammen med at leve. Jeg læser det på den måde, at hvis jeg arbejder med mit livsformål, og jo flere andre mennesker, der får glæde af det, jo mere livsglæde vil jeg opleve, fordi der er så meget mening i mit liv. Så hvorfor ikke arbejde hårdt?

Når jeg lever mit livsformål, så bliver jeg til en del af naturens kraft, som Shaw sagde.

Måske er mit lys ved at udvikle sig til en lille spruttende fakkel?

Er dit liv et lille lys eller en strålende fakkel?