Jeg plejer at sige, at mit glas i livet altid er halvt fuldt. For pokker, jeg er coach, jeg lever af at være positiv og anerkendende. Det er en erhversforudsætning altid at tro det bedste om andre mennesker, og jeg mener af hele mit hjerte, at der altid er en grund til, at mennesker opfører sig besynderligt.
Så jeg er jo et positivt tænkende menneske, eller hvad?
Jeg er lige her i pinsen blevet afprøvet i, hvor langt karakteregenskaberne positivisme og tillid til tilværelsen egentligt er udviklet hos mig.
Musik i Frederiksberg Have.
Jeg gik min næsten daglige tur i Frederiksberg Have, gik og nød de smukke farver, de menneskevante ænder, alle løberne og barnevognene. Pludselig lød der høj musik et sted foran mig. Sådan en lidt pigegardeagtig trompeteren, og min første tanke var: Hvad f….. bilder de sig ind at larme i ”min” fredelige have! Ja, det var desværre sådan, jeg reagerede.
Da jeg kom lidt længere frem ad stien, så jeg en af de romantiske robåde på en af de smukke kanaler – fyldt med et orkester, der roede rundt og spillede for parkens gæster. De skulle spille lidt senere til en pinsegudstjeneste, og brugte åbenbart ventetiden på at underholde os andre.
Da de roede forbi, stod jeg – sammen med andre gæster – og klappede begejstret af dem, og jeg havde det helt store smil fremme. Det var faktisk en både underholdende, overraskende og positiv oplevelse, jeg lige var blevet udsat for.
Hjælp til udvikling!
Det er ikke første gang, jeg i mit hovede tror, at jeg har en rimeligt udviklet karakteregenskab, og så får jeg de her små opgaver ”ude i livet”. Små påmindelser, som jeg kan vælge at bruge i min udvikling, eller jeg kan vælge at overse dem. Det er helt op til mig.
Men det er gaver, der venter på at blive pakket op. Jeg bliver mindet om, at jeg stadig kan og skal træne min karakter, hvis jeg vil blive et godt menneske, som er det jeg stræber efter her i livet. At der er mere at arbejde med på alle planer. Jeg kan altid blive bedre, både på de områder, hvor jeg ikke er særlig god, og på de områder, jeg synes fungerer godt.
Jeg fandt ved denne lille oplevelse ud af, at jeg er vældig positiv og tillidsfuld, når jeg er inden for rammerne af min trygge hverdag, men at jeg kan ryge i negativitet og mistillid, når der sker noget, jeg slet ikke forventer.
Og så skal jeg jo være glad for, at et hornorkester i Frederiksberg Have jo nok ikke er den store epokegørende og rystende begivenhed i mit liv – men at jeg skal bruge oplevelsen til at være opmærksom på den side af min karakter, så jeg er mere fit for fight, når der kommer en seriøs rystelse af mit liv.