”Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke.”   United States Declaration of Independence  (1776)

Uafhængighedserklæringen

For snart 236 år siden – den 4. juli – da USA’s grundlæggere udstedte landets uafhængighedserklæring, startede de som noget helt specielt med denne indledning, der omhandler menneskerettigheder.

Det blev slået fast, at mennesker er skabt lige, og at menneskets umistelige rettigheder er retten til liv og retten til frihed. Det er rettigheder, vi nikker genkendende til i dag. Det mere usædvanlige var, at de indskrev retten til stræben efter lykke som en menneskerettighed.

Lige netop denne passus viser – efter min ringe mening – storheden og menneskeklogskaben af den komite af 5 personer med Thomas Jefferson i spidsen, der oprindeligt skrev denne erklæring.

Den amerikanske drøm er selvfølgelig, at alle har mulighed for succes – og for at blive præsident – men retten til at stræbe efter lykke, hvad er det for en størrelse? I dag ville vi nok sige, at det er en af de vigtigste menneskelige drivkræfter.

Hvad med Danmark?

Danmark har tiltrådt FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne fra 1948, som taler om, at alle mennesker er født frie, og at enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed. Men der står ikke et ord om retten til at stræbe efter lykke.

Vores egen grundlov fra 1953 har langt nede i §71 en passus om personlig frihed, og noget om ytringsfrihed og forskelsbehandling, men ikke en lyd om retten til at stræbe efter lykke.

Det giver et indtryk af, at der i Danmark har været stor fokus på, hvad man ikke må, men ikke så meget på, hvad man må stræbe efter. Hvorfor er det så meget nemmere at fokusere på at finde fem fejl og forsøge at gøre noget ved dem, end det er at svinge sig op til en omgang visionær tænkning? Er det specielt dansk?

Har du retten til at stræbe efter lykke?

Så retten til at stræbe efter lykke er måske en enestående rettighed, der gælder for amerikanere. Gælder den så ikke for os andre?

Jo selvfølgelig, for det er et menneskeligt behov. Et menneskeligt behov, som store statsmænd var klar over i 1776, men som vore andres kloge statsoverhoveder ikke har skænket en tanke – eller i det mindste ikke har skrevet ned.

I vores rige samfund kan vi ønske os lykke. Det er vi rigtigt dygtige til. Men at stræbe er ikke blot ønsketænkning. At stræbe er at handle.

Men vi kan vel også ustraffet handle på vore ønsker, hvis vi vil. Vi har vel alle retten til at stræbe efter lykke. Eller har vi?

Er lille konsensus-Danmark et sted, hvor vi kan stræbe efter lykke, i den form, det ord nu engang har for hver enkelt af os? Eller er det kun ok, hvis vi stræber efter den lykke, som er statsautoriseret god for samfundet og for økonomien? Eller som passer ind i flertals-kulturen?

Hvad mener du?:

Hvis du skulle stræbe efter lykke, sådan som du definerer lykke – hvilke handlinger skal du så foretage dig? Og hvad forhindrer dig i det?

De forhindringer, du lister op, er de lovgivningsbestemte, regelbestemte, kulturbestemte, kutymebestemte, eller er de kun inden i dig?

Hvad betyder janteloven, den offentlige mening, ”de andres mening”, familiedynastiets håneret, kollegernes sidebemærkninger, frygten for fiasko og partnerens hovedrysten?

Og hvilken ønskeliste ville du sende til vores politikere, så retten til at stræbe efter lykke blev en del af vores retlige og menneskelige grundlag?

Men hvis ikke du bryder loven, og du ikke skader andre – hvad venter du så på? 😉