Når du er lidt erfaren i karrierebranchen, så vil du vide, at det ikke så meget er dine eksaminer og din blændende personlighed, der afgør, om du får dine forfremmelser, dit nye job, dine nye opgaver eller om du får fingre i det strategiske projekt, der kan give dig synlighed hos de rigtige mennesker i organisationen.
Der er kun en ting, der gælder: Dine resultater. Det er det, alle nye arbejdsgivere er interesseret i, og det er det, der bliver lagt mærke til i den organisation, du er i.
Med andre ord, det er ikke alt det, du kan, der tæller – det er det, du rent faktisk gør, med det du kan! Og resultater transformeres til succes, når du bliver vurderet af din chef og dine kolleger.
Som Henry Ford sagde: ”You can’t build a reputation on what you are going to do.”
Hvad er dine resultater?
Ved du, hvilke resultater du har haft? Eller mener du ikke, at du rigtigt har haft nogen, eller ikke så mange i det mindste? Tænk igen, for du har haft resultater, og du har haft succes – hvis du kigger ordentligt efter.
For mange år siden, startede jeg i en lederjob i et nyt firma. Der havde ikke været en blivende chef i over et år i den position, og der var rigtigt mange opgaver, der ventede på, at jeg startede, og masser af forventninger både fra chefen, organisationen og medarbejderne.
Inden længe havde jeg en enorm liste af projekter inden for alle aspekter og afdelinger i den del af organisationen, som jeg havde ansvaret for. Der var ikke andet at gøre end at prioritere listen, og så gå i gang fra en ende af, ud fra de ressourcer jeg havde til rådighed.
En 6-7 måneder efter at jeg blev ansat, var der den årlige lønforhandling. Det lå lidt i kortene i det firma, at man ikke skulle gøre sig håb om nogen reel stigning det første år, og endnu vigtigere: Jeg sad med næsen dybt begravet i min liste over uafsluttede projekter og opgaver, og var overbevist om, at jeg var bagud med alt, slet ikke havde udført det, jeg var ansat til, og egentligt bare skulle være dybt taknemmelig over, at de gav mig løn…
Indtil min uforlignelige mentor på det tidspunkt fik fingre i mig, kiggede på mig over brillerne, og beordrede mig til at gå hjem og lave en liste over det, jeg havde opnået de sidste 6-7 måneder. Alt – også de helt små ting – skulle noteres.
Jeg kiggede lidt irriteret på ham, for jeg havde jo ikke nået noget endnu! Men jeg vidste, at han ville følge op på opgaven, så jeg satte mig modstræbende ned med en blok og begyndte at se tilbage.
Det endte med, at jeg havde 4 stykker A4 papir, tæt beskrevet med resultater. Små og store, lige fra at have indført strukturerede møder, omvendt en kritisk kollega til en ny ide, lært 300 ukendte IT-forkortelser, løst et par personkonflikter, og over til at jeg havde holdt to personaleseminarer, lavet strategi for tre afdelinger, holdt udviklingssamtaler med samtlige medarbejdere, og lavet projektplaner for stort set samtlige opgaver, der lå på mit bord. Meget af det sammen med dygtige medarbejdere selvfølgelig, men ikke desto mindre mit ansvar og mine opgaver.
For det første blev jeg helt lettet og i godt humør over, at jeg faktisk havde lavet noget… Og for det andet så strukturerede jeg den liste til et 2 siders papir over resultater inden for mine forskellige ansvarsområder og udviklingsprojekter.
Den liste tog jeg med til lønforhandlingen, hvor den skaffede mig en pæn lønstigning. Og som biprodukt blev min chef så imponeret, at hun fortalte om, hvor meget jeg havde nået til andre, så inden længe havde jeg blandt mine kolleger et ry som en meget succesfuld chef.
Jeg er sikker på, at mine dygtige kolleger havde lige så mange succes’er som mig, men jeg var den eneste, der kommunikerede dem så klart. Det var forskellen.
Hvad skal du bruge det til?
En ting er den tilfredsstillelse, der er ved at lave listen. En anden ting er, at det er vigtigt at kende sine egne resultater og succes’er.
- Du skal bruge de vigtigste af dem til dit CV, så derfor er det vigtigt at få dem skrevet ned, mens du kan huske dem.
- Du skal også gemme din bruttoliste, for måske skal dit CV have en anden drejning om nogle år, hvor det ikke er dine resultater inden for ingeniørberegninger, du skal fortælle om, men måske dine resultater inden for projektledelse eller kommunikation.
- Hæng listerne op, hvor du kan se dem. De giver en rigtig god positiv energi at læse dem på en regnvejrsmandag, hvor alle omkring dig har sovet dårligt.
- Du kan også med stort resultat trodse janteloven, og hænge den igangværende liste – sammen med alle de rosende mails, du får – op på en væg på jobbet.
Av, den sidste var slem!
Ja, men den er virksom. Når du har din liste hængende (du kan jo kalde den ”Mine resultater” i stedet for ”Mine succes’er”, hvis det hjælper på farven i kinderne), så vil du selv blive motiveret til at føje flere resultater til. Der kan ligefrem gå sport i det, hvis du kan lide at konkurrere med dig selv. Og du vil derved få endnu flere succes’er.
Du kan også, hvis du er leder eller teamleder, hænge ”Afdelingens resultater” og Afdelingens ros” op på en væg på kontoret eller i værkstedet. Alle de positive mails, evalueringer fra andre, kommentarer på sociale medier, citater fra kunder, leverandører og kolleger. Lav en hel succes-væg, hvor I kan gøre opmærksom på, hvad I egentligt foretager jer, og hvor vigtigt det er – og på hvor mange, der elsker jer.
En vigtig effekt er, at alle der kommer forbi, lige stopper op og læser noget af det. Og derfor ikke kan undgå at blive imponeret. Uanset om det er chefen, kollegerne eller kunderne, så er vi mennesker sådant indrettet, at hvis andre siger noget godt om noget, så bliver vi allerede positivt stemt.
Og selv om du tror at: “Mine/vores succes’er, det har chefen da styr på!” Så tænk om igen, for nej, det har de fleste chefer ikke! De har hørt lidt hist og her, de kan huske noget, og de har lige fået en rapport om noget andet. Men de ved reelt kun det, som du fortæller dem!
Sådan gør du.
Tiden mellem jul og nytår er et godt tidspunkt til at lave en årlig opgørelse, men du kan selvfølgelig vælge et hvilket som helst tidspunkt – og du skal også overveje måske at gøre det et par gange om året. Her er den opskrift, jeg bruger:
- Sæt dig et fredeligt sted med en kop dampende kaffe eller the, en kuglepen og en blok (eller din computer). Papir og pen er faktisk de bedste redskaber for mig. Det giver mig et større overblik over alle mine sider og notater på en gang.
- Hent eventuelt dine projektplaner, din kalender, din strategi og dine mål, hvis du har sådan nogen, og hvad du ellers har af arbejdspapirer, du skal bruge.
- Start med bare at tænke tilbage, og skriv resultater ned i skønsom forvirring – husk at de mindste resultater også skal med, ikke kun de par gange, du slog et hul i universet…. Og skriv kun til dig selv, din bruttoliste skal ikke ses af andre end dig.
- Gå dine papirer og din kalender mv. løst igennem, og skriv de resultater ned, du kommer i tanke om.
- Husk også at skrive din egen personlige udvikling og alle dine personlige læringspunkter ned. Det er vigtigt for din egen skyld – og for dit selvværd.
- Når du har en komplet liste, så kategoriser dine resultater inden for emner, der er logiske for dig og dit job. Og lav en oversigt, du kan hænge op, give chefen og gemme. Her tager jeg computeren i brug.
Hvis du er jobsøgende, så lav endelig også lister. Både en med resultater fra dine tidligere job, men også resultater fra jobsøgningsprocessen. Det er hårdt arbejde og meget stressende at være jobsøgende, og hele tiden skal udlevere sig selv til fremmede mennesker. Så gem dine successer. Positive tilbagemeldinger, udtalelser, tests, samtaler og ny viden mv. Det kan give dig ny energi og holde på selvtilliden.
Du kan også bruge denne metode på andre områder af dit liv. Sport, uddannelse, børneopdragelse, parforhold, frivilligt arbejde, terapi etc. Alt hvad der er i lige dit specielle liv. Det giver god energi på alle planer, og ikke mindst motivation til at fortsætte. Lav også øvelsen som familie, hvis der er stemning for det. Så lærer du dine børn, at det er ok at have succes!
Så tag for en gangs skyld blikket væk fra de ting, du ikke har lavet, eller ikke er færdig med, og kig på hvad du rent faktisk har udført. Nyd det, og slap lidt af for en gangs skyld!
Husk at fejre dine succes’er! Du har fortjent det!
Pingback: Sig farvel til det gamle år, før du går ind i det nye | DORTE PEARY
Pingback: Sig farvel til 2013 på en klog måde | DORTE PEARY
DET er en god artikel om styr på successer og mange brugbare værktøjer den kan jeg bruge til min gruppe