Jeg har endnu engang læst artikler om stress. Og igen er rådet fra diverse eksperter: Slap af, og gør ingenting. Mindfulness og meditation er det nye Wonder Drug.

Det er altså lettere sagt end gjort!

Jeg kan huske, da jeg for omtrent 10 år siden var sygemeldt på grund af stress i 2-3 måneder. Jeg var ved at trave render i gulvtæppet og klatrede rundt i gardinerne. Hver gang jeg satte mig i sofaen med hænderne i skødet, så var jeg ved at eksplodere. Det var mere stressende for mig at sidde og bare sidde, end at gå på arbejde. Jeg kan sågar huske, at jeg fik rådet om at anskaffe mig et håndarbejde, det skulle være så dejligt beroligende…

Jeg købte et hundedyrt strikketøj, og forsøgte at koncentrere mig om det. Det kostede mig 4 behandlinger ved en fysioterapeut, fordi jeg sad med skuldrene oppe omkring ørerne og alle muskler forvredet og spændt for at få det s…. strikketøj til at makke ret. Ikke fordi jeg ikke kan strikke, men fordi det ikke gik hurtigt nok! Jeg skulle jo være færdig med den trøje – og det skulle være nu! Tålmodighed? Ikke det fjerneste. Stresset i for lang tid, overproduktiv i for lang tid? Ja, så afgjort.

Men hvad virker så?

Det var først, da jeg kom mig over den forudfattede mening, jeg havde om sygdom, at jeg fik hul på noget sundt. For mig var sygdom noget med at være indlagt, eller i det mindste have brækket benet, det var ikke noget så diffust som stress.

Og man gik da slet ikke rundt ude i samfundet, når man var sygemeldt. Man lå hjemme i sengen og var næsten død.

Jeg tror, at jeg læste et eller andet om, at det vigtigste var at gøre noget, der gav mig energi og var sjovt. Jeg skulle bygge den positive energi op igen. Først da opgav jeg konceptet med at gøre ingenting. I stedet gik jeg på cafe, i biografen, besøgte venner, gik i fitness centret, og gik ture ved vandet. Jeg slappede af ved at foretage mig noget.

At gå i naturen

Det der specielt virkede for mig, var at gå i naturen. Det gav mig afslapning, jeg slap for at være inde, jeg havde noget at foretage mig, og jeg kunne tænke over mit liv og mine prioriteringer.

Jeg startede med at storke af sted i høj fart, men begyndte efterhånden at nyde omgivelserne, og satte farten ned. For mig virker al natur, både strand, marker og skov, men også en tur på gaderne i storbyen med alle husene og alle detaljerne giver indtryk og fjerner mig fra min egen hjerne.

På et tidspunkt begyndte jeg at sætte mig ned på mine gåture, ved havet, ved en cafe, på en træstamme. Der var det, at jeg fandt mit ultimative afstresningsmiddel: Jeg fandt mig selv fuldstændigt optaget af at glo på en and!

Hvad gør en and?

Først var det den klassiske tanke om, at den glider roligt hen over vandet, mens der er totalt ræs på fødderne under vandet. Der var visse ligheder til mig. Min hjerne fungerer som en ands fødder, også selv om jeg ser ret cool ud på overfladen.

Det, næsten at være i familie med anden, fik mig til at betragte den nærmere, og det gik over til nærmest at blive en slags hypnose. Når jeg kigger på en and, så er jeg helt væk fra dagligdagen, to-do listerne og alt det, der normalt foregår oppe i min hjerne. Og roen sænker sig.

I dag kan jeg godt sidde stille, jeg kan endda godt meditere, men engang imellem virker det ikke, og så må jeg ned i Frederiksberg Have og kigge på en and for at få lidt fornuft ind i hovedet igen.

Nogle gange savner jeg også bare det der enkle spørgsmål: Quack?