Nogle gange pisker jeg rundt og føler, at jeg har meget meget travlt. Og at jeg er enormt betydningsfuld. Jeg kan godt lide følelsen af at være eftertragtet – at der er mennesker, der gerne vil tale med mig, mødes med mig, spørge mig om min mening, sparre med mig, få mig til et eller andet eller tilbyde mig noget.

Jeg kan godt lide de mange mails, møder, forslag, ideer og muligheder. Det er smigrende, og så er det en rigtig nem måde at leve sit liv på. Alt kommer ind som en blød burrito – uden modstand og uden anstrengelse. Nemt og bekvemt.

Men jeg har sgu ikke tid!

Jeg har opdaget, at jeg kan bruge hele mit liv på at dække andre menneskers behov. Og at jeg på et tidspunkt bliver så irriteret, at jeg er nødt til at gøre noget ved det. Og helst før det går ud over nogle af de venlige mennesker.

Jeg kan huske, da jeg var i starten af min lederkarriere. Mine dage gik med møder og et håbløst forsøg på at nå målet om en tom mail-indboks – bare en gang imellem! Da det i de forskellige kalendersystemer blev muligt at booke i hinandens kalendere, gik det helt over gevind. Der var ikke grænser for, hvilke obskure emner og projekter, jeg modtog invitationer til. Der var altid nogen, der enten gerne ville have mig med i, eller mente, at jeg skulle vide noget om de mest perifere ting.

Og min indboks er i bund og grund – som Brendon Burchard udtrykker det – ikke andet end et bekvemt organiseringssystem for andre folks agendaer!

Men jeg skal jo være synlig for at gøre karriere!

Det argument brugte jeg tit dengang, og jeg hører den som et velkendt ekko i dag hos mine kunder. Der er alle mulige grunde til ikke at vælge selv. Det er jo vigtige ting, der foregår i organisationen, og lige de 5-9 projekter, jeg forsøger at jonglere med, kunne godt være lige dem, som jeg vil blive bemærket på, så jeg vil få min forfremmelse eller, hvad jeg nu gerne vil have. ”Det er jo dem, der laver noget, der bliver set.”

I bagklogskabens lys kan jeg jo godt se, at det også var, fordi jeg ikke ville gå glip af noget. Jeg ville ikke give slip på noget. Jeg var basalt set overbevist om, at alle virksomhedens 3.659 projekter aldrig ville blive en succes uden min eminente arbejdskraft og mine fantastiske ideer… ! Har jeg nogen sinde fortalt, at jeg har været rimeligt selvoptaget?

Og de kunne alle være potentielle leverandører af anerkendelse – og jeg elsker anerkendelse.

Virker det?

Nej, det virker ikke. Der kom altid en eller anden irriterende kollega og stjal det meste af opmærksomheden og anerkendelsen! En kollega, der var så kedelig, at han eller hun kun arbejdede med ét projekt… Og som var struktureret, målrettet og fokuseret på det vedkommende havde med at gøre. Den type, jeg ikke kunne få med på alle mine vilde ideer. Rigtig kedelig type, ikke?

Jeg gjorde jo det modsatte. Jeg forsøgte at regne andre folks behov ud, og dække dem. Jeg prøvede at sprede mig så meget som muligt for at blive bemærket. Lidt lige som at købe mange lodsedler for at optimere chancen for gevinst. Desværre er en organisation ikke en matematisk og logisk ligning.

Hvad lærte jeg?

På et tidspunkt fattede jeg jo, at det jeg gjorde, det virkede ikke. Jo, jeg fik masser af anerkendelse og beundring på grund af min høje arbejdskapacitet og mit store netværk, men jeg synes ikke rigtigt, at alle projekterne gjorde, hvad jeg synes, de skulle gøre…

Måske fordi jeg kom fræsende for sent ind til projektmøderne, kun havde skimmet materialet, udgydede mine meninger, og fræsede ud af døren igen – til næste projektmøde.

Da jeg brokkede mig over for mange opgaver og for lidt tid til min daværende mentor, fik jeg dette spørgsmål tilbage:

Hvor vigtigt er det? Hvis du kigger tilbage på alle disse møder, mails, opgaver og projekter om to år eller fem år, hvor meget har de så haft betydning for dine resultater, din karriere og dit liv?

Den vinkel havde jeg ikke lige overvejet. Jeg var så vant til at regne med, at der nok var nogen, der havde styr på de ydre rammer om mit arbejdsliv. Det var der jo i familien, i skolen, og i mine første job. Skulle jeg virkelig selv til at tage ansvar for mit liv? Det kom ret meget bag på mig!

Ændret fokus.

Det, jeg lærte der, var ikke bare at fokusere og tage ansvar, det var et skift i min opmærksomhed. Jeg begyndte at øve mig i at nægte at dække andre menneskers behov for min tilstedeværelse eller opmærksomhed i deres agenda. Og i stedet at finde ud af, hvad der var vigtigt for mig og for min succes med det ansvar, jeg jo havde fået, i og med at jeg var leder for en afdeling.

Jeg lærte også, at i et lederjob skal jeg langt hen ad vejen selv definere min afdelings mål og resultater. I de fleste af de virksomheder, hvor jeg har været leder, der var strategi en fluffy vision på hjemmesiden og nogle gange en strategirapport med en masse fine og ukonkrete ord, der lå i en eller anden skuffe. Det blev lidt bedre under de skiftende kriser, men jeg har mest haft ret frit slag til at definere min afdelings mål, og få accept af dette oppefra.

I de fleste organisationer er der et tag-selv-bord af uløste opgaver, gode projekter og forbedringsmuligheder, som man kan kaste sig over. Der er rigtigt gode muligheder for at forspise sig fælt, inden man kommer hen til den anden ende af bordet, hvor alle de rigtigt gode retter står.

Prioritering.

Endnu et voksenord, som kom ind i mit liv.

Jeg lærte at spørge mig selv, før jeg kastede mig skrigende over en spændende opgave: Hvor vigtig er denne opgave for min afdeling, min karriere og mit liv? Prioriterer jeg rigtigt? Bruger jeg min dag på det, som giver resultater for mig, eller bruger jeg min dag på at slukke andre folks brande eller løse deres problemer?

Det tog flere år, før jeg lærte ikke at tage for meget ind alligevel, og jeg måtte øve mig længe i den kunst, det er at sige nej, men det er gået fremad siden.

Jeg kan alligevel i dag blive grebet af euforien ved at være efterspurgt – i dag var en af dem – men det varer kun et par dage, så er jeg tilbage på sporet igen. En kraftig prioritering – og en række aflysninger, så er jeg på rette spor igen.

Hvor kan du starte?

1. Tag din kalender for i dag og gennemgå dine aftaler.
2. Spørg dig selv: Hvor vigtige er de aftaler for mig, min karriere og mit liv?
3. Se på dine ubesvarede mails.
4. Spørg dig selv: Hvor vigtige er den enkelte mail for mig, min karriere og mit liv?
5. Marker de aftaler og mails, der er vigtige.
6. Aflys de andre møder.
7. Slet resten af de ligegyldige mails.
8. Forklar venligt afsenderen, at du ikke kan besvare/deltage/bidrage, og ønsk dem held og lykke med deres projekt.
9. Brug den frigjorte tid til at finde ud af, hvad der er vigtigt i DIT liv.

God fornøjelse!