Jeg er lige blevet spurgt til råds af en kvinde, der gør et stort og engageret arbejde i en forening. Hun oplever en konflikt med en anden person i foreningen, og vil vide, hvordan hun vinder over ham.
Igen opdager jeg, hvor hurtigt jeg gerne vil tage parti, når mennesker jeg holder af, har udfordringer.
Efter en dyb indånding og lidt tid, kom jeg til at tænke på en prægtig mentor, jeg engang havde, da jeg var leder. En no-nonsense militærmand, der gav mig besked på at finde ud af, hvilke af alle mine igangværende kampe, som jeg ville vinde – og så koncentrere mig om disse, og lade resten ligge.
Og hvor svær den opgave var. De var jo vigtige alle sammen! Hvad ville der ikke ske, hvis jeg slap det vigtige organisationsprojekt, eller samarbejdet som jeg var ved at bygge op i Norden, eller min magtkamp med en lederkollega om hvem der havde forstået firmaets strategi bedst, eller…?
Svaret var: Der vil ske nøjagtigt det samme, som der alligevel ville ske, eller der ville ske det, der skulle ske… Jeg var måske ikke så vigtig i det store helikoptersyn. I det mindste ikke så uundværlig, som jeg selv troede. Uff!
Da jeg fulgte hans råd, og koncentrerede mig om de opgaver og kampe, der virkeligt betød noget for mig – og lod resten ligge – så opdagede jeg, hvor mange ressourcer, som jeg fik frigjort, og hvor meget jeg rykkede på mine mærkesager. Det gav mig en helt anden succesrate, og en helt anden respekt i organisationen.
Jeg ved ikke, hvilke kampe, der er de rigtige at kæmpe for andre mennesker, men jeg ved af egen erfaring, at det ikke er ret mange af mine egne formodede kampe, som er værd at bruge krudt på.
De tager kun tid og kræfter fra de vigtige kampe. Og de vigtige kampe, dem ved jeg er der, når jeg kan mærke dem i maven og i hjertet.
Jeg har én rigtig vigtig kamp lige nu, og det er at beskytte min mor, der har Alzheimers sygdom og bor på et plejehjem. Hun har en ven, som har skabt en konflikt, og som udnytter hende. Den kamp er min – jeg har ansvaret for min mor – og ingen skal udnytte hende. Lige så komplekst mit forhold er til min mor, lige så lysende klart er det for mig, at hun er mit ansvar. Hun kan ikke selv, og det er ikke det rigtige for mig at give slip i dette tilfælde.
Jeg håber også, at den kvinde, der spurgte mig om råd, finder ud af, om lige netop denne kamp skal kæmpes og vindes, eller om der skal gives slip på den i troen på, at der findes en løsning, hvis konflikten sættes fri.