Jeg har som filosofistuderende brugt rigtigt meget tid på at prøve at forstå meningen med livet. Mange filosoffer har en mening om dette emne, men eftersom de absolut ikke er enige om ret meget, så har det alligevel været op til mig selv at finde ud af, hvilken hest jeg ville holde på.

Indtil i dag har det været uden resultat. I går vidste jeg stadig ikke, hvad meningen med livet er. Hverken mit eget liv eller livet generelt.

Mail fra min gode ven.

Gennembruddet i min indsigt kom på grund af en mail fra en god ven, der åbenbart mener, at han har begået en fejl! Og nu har hevet stegepanderne ud af køkkenet, for at kunne gå rundt og slå sig selv oven i hovedet med dem. En fritidsfornøjelse jeg selv kender alt for godt.

Jeg gjorde noget, der ikke var klogt, jeg vidste det nok godt, men gjorde det alligevel, og nu kan jeg så bruge år på at karte rundt i min fejltagelse.

Og bruge stegepanderne flittigt. Og/eller gå i terapi for at finde ud af: Hvorfor? Intet dårligt om terapi, det er et fortrinligt redskab til indsigt og udvikling. Det, jeg ikke kan lide, er, at det hele begynder med, at ”det er en fejl” eller ”jeg tog fejl”. Det kræver stegepander, og netop det kan altså ikke være sundt!

Hvad har vi gang i?

Alt dette halløj forudsætter, at vi ved alt det, vi skal lære – på forhånd. Det vil sige, at jeg, hver gang jeg foretager mig noget som helst, går ud fra, at jeg ved, hvad der vil ske, og hvordan det hele ender.
Jeg kan da godt se tilbage og grave nogle tegn op på, at jeg nok nogle gange havde nogle betænkeligheder eller en gnist af bekymring.

For eksempel ved starten af mine forliste ægteskaber. Men det er virkeligt kun set i bagklogskabens skærende klare neonlys. Dengang det foregik, var behovet for at udforske dette eventyr – heldigvis – for stort til, at jeg kunne ignorere det. Eventuelle små bekymrede stemmer blev lynhurtigt overdøvet af spænding, behov, nysgerrighed og ikke mindst mulighed for læring.

Netop læring er nøgleordet. Jeg ville slet ikke være den person, jeg er i dag, hvis ikke jeg havde bokset med det, jeg har bokset med i livet. Ægtemænd, familie, venner, karriere, forventninger, behov, rod og fejltagelser, gode øjeblikke og aha-oplevelser.

Var det fejl, alt det jeg lavede?

Det er jo spørgsmålet. Måske var det meningen? Meningen at jeg skulle overhøre mine små advarende stemmer af fornuft. Overhøre advarslerne. Overhøre betænkelighederne. At jeg skulle overhøre det hele, fordi det var nødvendigt for mig at gå den vej – ud af komfortzonen, ind i det ukendte. Fordi det netop er der, forløsningen ligger – i livets boksering.

Mine underlige livsopfattelser, indgroede fordomme, sære implantater fra 60’ernes børneopdragelse, min families dysfunktion og min bevidstløse kopiering af den. Hvordan skal jeg slippe for de mindre heldige sider af alt dette, hvis ikke det er ved at bringe skidtet frem i lyset? Og hvem er ikke mere egnet til at bringe det hele frem i lyset end andre mennesker? Freud og Co har ret. Vi har brug for, at både krænkeren og forløseren er samlet i vores relationer, for at vi kan flytte os.

Så måske er alt det, vi kalder fejltagelser, slet ikke fejl. Måske er det bare det, der er nødvendigt for os på vores vej gennem livet. Måske er det det rigtige. Måske er det netop meningen med det hele – med livet.

Pinball maskinen og meningen med livet.

Og så er vi fremme ved Pinball maskinen – eller Flippermaskinen, som det hed i min ungdom, hvor vi stadigt talte overvejende dansk. Billedet af denne hidsigt oplyste maskine med den ulidelige lydside kom pludselig ind på min indre skærm, da jeg sad og læste mailen fra min gode ven, og jeg sad og reflekterede lidt over det, han havde at sige.

Måske livet er som en Pinball maskine, hvor vi som en lille kugle kommer ind ad den ene ende, når der er nogen, der trækker i håndtaget. Derefter bliver vi banket rundt i manegen af en masse hårdtslående forhindringer (andre mennesker), uden at vi har meget kontrol over forløbet, og hvis vi endelig prøver at finde udgangen, så bliver vi slået ind på banen igen med et hult drøn, så vi kan tage hele runden en gang til. Når vi har fået tæv nok, så viser det sig, at vi også har fået et hulens masse point, og først når der simpelthen ikke kan bankes mere ud af os, får vi lov til at liste udmattede og berigede af alle oplevelserne ud ad en smal udgang og ingen ved, hvor vi egentlige havner.

Måske er det den samme kugle, der kommer ud i næste spil. Måske er der millioner af kugler derinde. Måske bliver kuglerne (hjerne)vasket, så de ikke ved, de har været inde før. Måske forsvinder de bare ud i kugleintetheden. Hvem ved? Der er stadig en masse stof for filosoffer og teologer at beskæftige sig med. Men en ting er helt sikkert. Jeg har aldrig set en kugle i et Pinball spil, der render rundt med en stegepande!

Jeg kender nu meningen med mit liv. Mit liv er som en Pinball maskine. Formålet er at banke mest muligt rundt og samle masser af point! Hverken mere eller mindre. Så nu skal jeg ud og samle flere point! Jubii, pas på derude!