Vil du gerne ændre nogle ting i dit liv eller arbejdsliv? Ja, men…

Og opdager du, at du ofte støder på denne specielle indvending? Ja, men… En helt almindelig menneskelig indvending, der kommer i forskellige udgaver, nogenlunde som disse:

Ja, men, jeg er da nødt til at bage pølsehorn/lave masker til børnehavens sommerfest (og vinterfest og efterårsfest og maledag og…), hvad ville de andre forældre ellers ikke tænke om mig?

Ja, men, hvis ikke det projekt bliver færdig til deadline, så skrider hele firmaets strategiplanlægning, og så står jeg til øretæver i direktionen.

Ja, men, hvis jeg ikke indkalder til de møder, så bliver de jo ikke holdt, og hvem skal så svare på medarbejdernes spørgsmål.

Ja, men, hvis ikke jeg får igangsat den MUS-proces nu, så bliver medarbejderne frustrerede, og jeg får en dårlig karakter til den årlige tilfredshedsmåling.

Ja, men, hvis jeg ikke selv vasker tøjet, så bliver det lagt forkert på plads, og mine børn kan ikke finde det.

Og så videre…

Hvad går det ud på?

Noget af det bunder i en vane med at tænke på alle andre, før du tænker på dig selv. Der er en overvægt af kvinder, der har dette syndrom – men det er absolut også ofte til stede hos mænd. Og det er et syndrom, der næsten altid kan identificeres med, at alle sætninger begynder med: Ja, men… Specielt når du bliver bedt om at tænke på dig selv, eller bliver foreslået en god oplevelse. Læg mærke til, hvornår dit “ja, men…” dukker op.

Flyveturen.

Prøv at huske tilbage på sidste gang, du var ude at flyve. Når personalet i flyet gennemgår sikkerhedsproceduren, viser nødudgange, redningsveste og fortæller, hvordan du kommer ind og ud af dit sæde. På et tidspunkt fortæller de, at hvis der skulle ske noget med trykket i kabinen, så vil der dukke en iltmaske op foran snuden af dig, og de fortæller dig, hvordan du skal tage den på.

Og så kommer det interessante: De fortæller dig også, at hvis du har ansvaret for et barn, en handicappet eller en syg person, så skal du tage din egen iltmaske på, før du hjælper vedkommende.

Det er jo ret logisk, for hvis du giver en anden iltmaske på først, så kan du jo nå at besvime eller dø selv – og så er den anden person eller dine børn først for alvor i problemer. De har ingen, der kan hjælpe dem.

Gør noget andet!

Hvis du overfører det til en mere dagligdags hverdag, så er det nøjagtigt, hvad du gør, hvis du hele tiden lader hensynet til andre og andet veje tungere end hensynet til dig selv. Der er en meget stor chance for, at du gør det på bekostning af både andre og dig selv.

Men hvor meget tror du, at børn og forældre i vuggestuen har glæde af dine pølsehorn, hvis du er speedet op på træthed og adrenalin, og jagter rundt med dine stakkels unger, fordi du gerne vil hurtigt hjem igen?

Hvad tror du, dine medarbejdere/kolleger helst vil have: At du er til stede i samtalerne og i dagligdagen, når de har brug for dig, eller at du pisker rundt for at holde gang i møder og projekter, der skal gøre dine medarbejdere/kolleger tilfredse?

Og måske synes dine børn, at det kunne være en rigtig sjov leg at finde deres tøj sammen med dig, i stedet for at alt skal foregå effektivt og systematisk?

Og din direktion vil måske hellere have de kreative løsninger, du er kendt for, i stedet for at du overholder en deadline, og kommer med et tandløst resultat af dit projekt.

Gør mig en tjeneste. Hver gang, du hører dig selv starte et sætning med: Ja, men…, så stop med det samme. Specielt hvis den fortsætter med: Det kan jeg da ikke, fordi det vil gå ud over …. Og tag så din iltmaske på lige med det samme! Nu!

Du kan ikke hjælpe andre, hvis ikke du selv har overskud og energi.