Jeg har to nyheder til dig. En god og en dårlig. Den dårlige er, at der ikke findes en nøgle til livet.

Den gode nyhed er, at døren ikke er låst.

Jeg har det meste af mit liv prøvet at regne den ud. Der må være et overordnet formål med mit liv, en plan, noget struktur, bare et eller andet, jeg kunne holde mig til, og som kunne give en eller anden form for tryghed. Desværre har jeg ikke været vildt heldig med dette projekt. Min erfaring siger faktisk tværtimod: Der er ikke noget, der bare ligner system i skidtet! Pis!

Det er en egenskab ved livet, som jeg har haft meget meget svært ved at tilgive det for. Jeg foretrækker, at jeg ved, hvad jeg går ind til, så jeg kan kalkulere risiko og sandsynlighed for succes. Det har jeg altid haft en illusion om, at jeg kunne i de projekter, jeg kastede mig over. Så hvorfor ikke også i livet?

Super Mario

Jeg åbner helst ikke en dør, før jeg ved, hvad der er indenfor. Derfor har jeg det også svært med computerspil. ”Du skal bare prøve dig frem, så finder du ud af det!” Yak! Jeg nåede tre baner ind i Super Mario, så blev jeg voldsomt irriteret og utålmodig. Det hjalp selvfølgelig heller ikke på selvtilliden og humøret, at min dengang 5-årige stedsøn bankede mig eftertrykkeligt på både tid og indsamlede point.

At jeg måske kunne lære noget af hans nysgerrige, glade, forventningsfulde og tillidsfulde tilgang til spillet og livet i det hele taget, det overvejede jeg ikke lige på det tidspunkt.

Livets utilregnelighed

Det er egentligt først efter rigtigt mange år med livets utilregnelighed, at jeg er ved at vænne mig til det, og endda nogen gange kan nyde, at jeg ikke ved en disse om, hvad der kommer til at ske. Man kan åbenbart vænne sig til rigtigt mange ting, når man er i det længe nok!

Efter at have forsøgt at regne job, karrierer, projekter, ægtemænd, familie og ikke mindst mig selv ud – og hver gang gjorde det rimeligt ringe, så har jeg nu opgivet. Det tog sin tid, men bedre sent end aldrig!

At give slip på kontrol

Jeg forsøger nu hver dag at være åben over for dagen og livet. En af de ting, der har hjulpet mig, er tanken om, at jeg går glip af noget, når jeg har så travlt med at ”få styr på tingene”. Alle de sideveje og rundkørsler, jeg har været ude på i mit liv, har afgjort været en hel del sjovere, end når jeg har forsøgt at holde mig til motorvejen. Motorveje er altså kedelige, og jeg falder tit i trance, hvis jeg bliver der for længe. Så jeg vil ikke gå glip af omkørsler og omveje. Specielt ikke, eftersom jeg har fundet ud af, at de ikke kun er sjovere, de har også lært mig rigtigt meget.

Så jeg er altid på udkig efter mulige Marguerite-ruter på min vej.

Når jeg kigger tilbage på min karriere, som afgjort ikke har været planlagt, så kan jeg se, at der hvor jeg har lært mest af det, jeg bruger i mit job i dag, det har jeg lært, når jeg var på afveje fra det, jeg troede var den ”rigtige” vej. Når jeg havde lukket øjnene og kastet mig ud i noget fuldstændigt ukendt.

Det er godt nok farligt…

Sagt af Hugo, endnu en computerspilfigur, før han fortrøstningsfuldt traskede ind i det mørke slot, hvor farerne – og guldet – lurede.

Det er livsvisdom i en genial sætning! Og det er blevet en slags valgsprog for mig. Jeg ved overhovedet ikke, hvad jeg går ind til, men det skal nok blive rigtigt godt – og lærerigt. Der er jo aldrig noget, der er så galt, at man ikke kan lære noget af det.

Og at lære noget, det er guld. Det rigtige guld.

Og for lige at tage et elegant (!) hop fra Hugo til Buddhismen, så kan man også sige det sådan her:

The bad news is that you’re falling through space, nothing to hold on to, no parachute. The good news is that there is no ground.  (Chogyam Trungpa Rinpoche)

Var der nogen, der sagde tillid?