”Taknemmelighed er ikke den største af alle dyder – men ophav til alle de andre.” Cicero

Jeg har et anfald af taknemmelighed! Jeg har tegnet små smileys i min kalender, hvor jeg registrerer, hvad jeg foretager mig, og i min journal, hvor jeg skriver mine tanker ned. Der sniger sig ofte en smiley ind disse steder, men nu vrimler det med dem!

Jeg er altså ikke normalt en over-jublende Ole Henriksen type! Men dette har varet flere uger denne gang, og det er altså ret fedt, men også lidt uvant. Jeg er mere vant til den glimtvise taknemmelighed, der kan overfalde mig ved forskellige lejligheder – eller lige efter at jeg har haft tandpine…

Men jeg elsker følelsen af taknemmelighed. Taknemmelighed er for mig en grundlæggende følelse af glæde og accept tilsat en portion oplevelse af at være til stede lige nu. Taknemmelighed kvæler utilfredshed og mit find-fem-fejl syndrom.

At være taknemmelig er noget, jeg virkelig har øvet mig på i mange år, så det skulle jo egentligt ikke komme så meget bag på mig at det virker, men det viser mig bare, hvor svært det er at ændre mine vaner og indføre nogle nye grundlæggende dyder i mit liv.

Hvorfor taknemmelighed?

Det citat jeg startede med, lå i mange år i min kalender (dengang de var af papir og læder!), og jeg var meget fascineret af ideen om at være taknemmelig.

At være utilfreds var min drivkraft – det, at jeg ville væk fra noget, som jeg ikke brød mig om. Det har tjent mig godt at være utilfreds, for jeg har virkelig fået ændret mange ting på den konto. Men det har været en negativ drivkraft altid at skulle være utilfreds for at kunne komme nogen vegne.

Så tanken om bare at være tilfreds, fascinerede mig.

Hvordan taknemmelighed?

Den måde, jeg har øvet mig på taknemmelighed og på at være til stede i mit liv, er ved at lave en ny vane. I perioder har jeg haft en notesbog eller kalender liggende ved siden af min seng, og hver aften skrev jeg 5 ting ned, der havde gjort mig taknemmelig i løbet af dagen. 5 ting, hverken flere eller færre.

Da jeg startede, kunne jeg overhovedet ikke finde nogen episoder, og jeg skulle virkeligt grave i dagens begivenheder for at huske, at jeg var kørt hjem i den smukkeste solnedgang, at en veninde havde ringet for at fortælle mig en god nyhed, at en medarbejder havde rost mig, at min mand havde lavet mad til mig, bare fordi han ville glæde mig, og så videre.

For slet ikke at tale om at jeg jo kunne være taknemmelig over, at jeg havde et godt helbred, et godt job, at jeg lærte noget nyt hver dag, at jeg havde penge nok osv.

Da jeg havde lavet mine optegnelser i et stykke tid, havde det den effekt, at jeg i løbet af dagen begyndte at lægge mærke til alle de ting, jeg egentligt havde at være taknemmelig over i mit liv. Jeg skulle jo have noget at skrive ned om aftenen! Og stille og roligt blev denne nye opmærksomhed en ny vane.

Effekten af taknemmelighed?

Det, der stille og roligt skete, var at det blev sværere at være utilfreds. Mit liv er ikke perfekt og halleluja-agtigt, men jeg er blevet bedre til at fokusere på det gode i mit liv, i stedet for på det, der skal laves om. Og på at være taknemmelig – bare i dag.

Og mit liv står altså ikke stille af den grund, har jeg opdaget. Jeg behøver ikke utilfredsheden som motivation for at nå mine mål. Når jeg er taknemmelig og i ro, så får jeg faktisk så meget overblik, at jeg kan se, hvor jeg skal hen. Jeg får snuden op af sporet, og kan sætte den rigtige retning. Så det sparer også tid at være taknemmelig.

Jeg må hen og sætte en ny smiley i min kalender… 🙂