Jeg klippede for lang tid siden et citat ud – det gør jeg ofte – og under seneste oprydning i dyngerne dukkede det op igen:

”Work Life Balance er noget sludder og et modeord. Livet er et valg og et fravalg. Længere er den ikke.”

Sagt af Jesper Høiland, vice president i Novo Nordisk i et interview til Berlingske Nyhedsmagasin.

Jeg synes, det er så befriende når et menneske skærer igennem alle modeordene, ”den korrekte mening”, HR ordbogen, ledelsessproget og udtrykker noget sund fornuft.

Illusioner

Jeg mener, at der hersker en hel del illusioner om balancen mellem arbejde og privatliv. Her er 4 af dem.

1. Rigtigt mange mennesker arbejder med deres største interesse i livet. Det der før hed fritidsinteresser, er blevet til arbejde. Så hvad er egentlig forskellen mellem arbejde og interesse i de tilfælde? Vi er ikke i industrisamfundet mere.
2. Rigtigt mange mennesker vil både have en karriere og et familieliv. Og de lider af den vildfarelse, at man kan prioritere begge dele lige højt. (Og den mindre detalje, at der er 24 timer i døgnet, det er ren uretfærdighed.)
3. Rigtigt mange mennesker vil have en karriere og børn og materielle goder og rejser og stor vennekreds – og det skal være samtidigt, og det skal være nu!
4. Rigtigt mange mennesker er meget vrede og fortørnede over, at ”samfundet” – eller i det mindste arbejdsgiverne ikke sørger for, at alle ønskerne kan blive opfyldt. Det er deres skyld, og vi er ofrene!

Vi har så mange muligheder, og vi vil det hele. Og vi kan selvfølgelig rigtigt meget, men vi kan ikke det hele på en gang.

Måske er det de uanede muligheder, vi ikke helt kan finde balancen i? For 50 år siden var mulighederne ikke så overvældende, og det var de slet ikke for 150 år siden, hvor vi stort set alle gik i vore forældres fodspor, og ikke havde andre muligheder.

Globaliseringen får skyld for meget, og den hurtige ændring på arbejdsmarkedet siden midten af sidste århundrede har også krævet tilpasning.

Valg og fravalg

Måske er vi slet ikke genetisk gearet til at håndtere så mange muligheder. Det, jeg selv har sværest ved, er ikke så meget at træffe valgene – det er fravalgene, der giver mig mindre angstanfald. Tænk hvad der vil ske, hvis jeg ikke lader denne dør stå åben? Vil jeg så aldrig få muligheden igen? Kommer der en anden og tager den? Vil jeg fortryde det om 20 år? Er jeg helt sikker på hvad jeg vil? Hvad nu hvis…?

Jeg blev sågar engang gift på den angst. Det var ikke manden, der var noget galt med, og jeg ville gerne være sammen med ham – men det der koncept med ægteskab, papir og løfter, det var jeg noget lunken overfor. Det kolliderede med mine værdier, som er frihed, uafhængighed, ligeværdighed og retten til at flygte, når og hvis jeg har lyst til det.

Men jeg blev gift, for tænk hvis jeg ellers aldrig fik prøvet det! Hvis jeg valgte det fra, ville jeg så fortryde det? Og mere vigtigt: Min grådighed efter at prøve alt i livet skulle jeg i så fald tøjle. Jeg skulle begrænse mig selv. Og lige netop det, er en kompetence, jeg ikke er stiv i, og slet ikke var som 32-årig.

Hvad ville der ske med Work Life Balancen, hvis vi som enkelte individer havde lært at tage fravalg med oprejst pande og vælge til og fra med integritet, værdier og uden frygt for at gå glip af noget?

Hvor længe er vi om at lære noget nyt?

Og hvor mange års træning skal der til, før vi har lært noget nyt? Vi har været mindst 50 år om at forstå og acceptere stress. Ligesom vi – før det – var mindst 50 år om at forstå og acceptere fysisk nedslidning. Skal vi også være mindst 50 år om at forstå og acceptere, at vores liv er fyldt med spørgsmål om valg og fravalg – vores egne valg og fravalg vel at mærke.

Er det nye dyr i åbenbaringen, angst, som er meget fremme i medierne lige nu, en følge af, at vi tror, at vi skal kunne alt? Hvor længe vil vi føle os utilstrækkelige og bange – fordi vi ikke kan det umulige?

Jeg tror, at jeg vil tage mit livs to do liste frem – den er lang og smukt prioriteret – og så vil jeg slette de sidste 5 poster. Hvis de er i bunden af listen, og har været det længe, så er der ikke plads til dem i mit liv. De står der kun, hvis nu…